Har du ondt i knæet efter skiferien og er du i tvivl om hvordan du skal forholde dig – så er der her nogle gode råd at hente. Det kan være du har ondt på indersiden af knæet, smerter ved bøjning af knæet eller har ondt i knæhasen. Det kan også være at du har hævelse omkring dit knæ.
1. Først og fremmest: Hvil knæet
Det vigtigste første skridt er at give knæet tid til at hvile. Hvis du har overbelastet det eller måske fået et mindre traume som følge af fald, er det vigtigt ikke at presse videre på det. Overanstrengelse kan føre til forværring af smerten og gøre, at det tager længere tid om at komme sig. Hvis du er kommet alvorligt til skade og dit knæ hæver voldsomt op efterfølgende, så anbefaler vi naturligvis at du får det undersøgt hos din egen læge.
2. Kompression og elevation
Kompression kan hjælpe med at reducere hævelsen. Brug et elastisk bind eller knæbandage for at støtte området. Husk dog, at det ikke må være for stramt, da det kan hindre blodcirkulationen. Samtidig bør du hæve benet, når du sidder eller ligger ned. Dette hjælper med at fremme blodgennemstrømningen og reducere hævelse i knæet.
3. Intense smerter – smertelindring
Hvis smerten er intens, kan du overveje at bruge is som smertelindring. Brug en ispose eller frysepose med isterninger og læg det på knæet i 15-20 minutter ad gangen. Sørg for at pakke isen ind i et håndklæde, så det ikke kommer direkte på huden og du undgår frostskader. Du må gerne gentage dette flere gange om dagen. Har du så intense smerter, at du har brug for smertestillende medicin, så anbefales at du rådfører dig med din egen læge.
4. Overvej en vurdering af din problematik, hvis smerterne fortsætter
Hvis smerten ikke aftager efter nogle dage, eller hvis du har svært ved at gå, bøje eller rette knæet ud – så bør du få en vurdering af dit knæ – fx i gennem din egen læge – eller opsøge en fysioterapeut som kan lave en fyldestgørende undersøgelse af dit knæ. Der kan eventuelt være tale om en mere alvorlig skade, såsom en menisk- eller ligamentskade og det kan kræve professionel behandling som fx fysioterapi. Det er dog vigtigt, at du er grundig undersøgt inden du opstarter eventuel behandling eller træning.
5. Genoptræning hos en fysioterapeut
Det kan være en fordel at styrke muskulaturen omkring dit knæ når behandlingsplanen for dig er klarlagt. Tal med en fysioterapeut om specifikke øvelser, der kan hjælpe dig specifikt.
Knæsmerter efter skiferien er ikke ualmindelige, men med den rette plan, behandling og genoptræning kan vi hjælpe dig på benene igen.